CV Tommy Møller Hansen

Hvem er Tommy Møller Hansen?

En jordnær nordjyde på 40 år, født og opvokset i Aalborg, hvorfra jeg flyttede til København i 2001. Jeg bor i Værløse nord for København og nyder en dejlig tilværelse sammen med min hustru Christine, som jeg har kendt gennem 13 år og vores to børn, Emil på 5 år og Leah på 1 år. Mine fritidsinteresser spænder fra løbetræning, mountainbiking, mine børn, en gåtur i skoven, hus og have til formel 1 rejser og samvær med familie og venner. Endelig er jeg lidt af en tekniknørd og har gennem hele min opvækst haft stor interesse for biler, motorcykler, motorsport, hifiudstyr og alt der indeholder mekanik og teknik. Jeg har eksempelvis bygget og ejet et par specialbiler, som bl.a. blev brugt til træf og udstillinger.

2012 – 2016: Lean Chefkonsulent i Region Hovedstaden

Ansvarlig for at lede og drive Lean forbedringsindsatser i Region Hovedstadens hospitaler og virksomheder samt driften af Region Hovedstadens Lean Akademi. Herunder indgik opgaver som projektleder på Lean implementeringsprojekter på hospitalsambulatorier samt den daglige drift af Region Hovedstadens Lean Akademi, som bl.a. har uddannet og trænet ca. 800 Lean Agenter og 56 eksaminerede Lean Konsulenter. Jeg har ligeledes undervist og trænet kursister i operationel målstyring (ca. 1.000 kursister) samt deltaget i flere Lean netværksfora i Region Hovedstaden. Sideløbende med ovennævnte har jeg ydet sparring og coaching af kollegaer og medarbejdere i Region Hovedstaden i forbindelse med implementering af Lean og forbedringer.

2008 – 2012: Forretningskonsulent ved IBS Danmark A/S

Ansvarlig for at yde professionel rådgivning til kunder vedrørende implementering af IBS’ eget ERP-system (Enterprise) og generel optimering af kunders forretninger. Her indgik opgaver som analyse og forståelse af kunders forretningsprocesser vedrørende implementering af procesoptimeringer og værdiskabende forbedringer, hvor jeg bl.a. indførte Lean metodikker som værdistrømskortlægning i processen. Dette medførte udviklingen af et Lean koncept med fokus på de administrative flows i virksomheder samt implementeringer heraf. Jeg blev i forlængelse heraf også ansvarlig for træning og undervisning af kollegaer i Lean metodikker og værktøjer som eksempelvis værdistrømskortlægning.

2005 – 2007: Logistikchef hos Ebbe Larsens A/S

En mindre virksomhed specialiseret indenfor design- og tekstilbranchen med ca. 40 ansatte i Danmark og Kina. Stillingen indebar primært ansvaret for driften af en logistikafdeling bestående af 3 personer samt en rolle som intern rådgiver og projektleder vedrørende diverse driftsrelaterede og administrative opgaver i virksomheden. I forlængelse heraf blev jeg ansvarlig for etableringen af en Lean kultur, som indebar flere Lean tiltag i organisationen, herunder bl.a. ugentlige målstyrings- og Kaizentavlemøder samt gennemførelse af adskillige administrative procesforbedringer.

2002 – 2005: Logistik-/lanceringskoordinator i Coloplast A/S

Ansvarlig for al ordrerelevant kontakt og koordinering mellem datterselskaber og produktionsdivision samt planlægningen af produktionen. Desuden indebar stillingen en hovedrolle i udviklingen af produktlanceringsproceduren i divisionen, hvilket bl.a. indebar anvendelsen af vertikale værdistrømskortlægninger i processen. Generelt var jeg involveret i implementeringen af en Lean kultur, hvilket grundlagde en bred praktisk erfaring med Lean og værktøjer som 5S, Kaizen, SMED og værdistrømskortlægning.

1996 – 2001: Uddannet civilingeniør på Aalborg Universitet

Gennemførte specialeretningen ”Virksomhedssystemer” ved Institut for Produktion. Afgangsprojektet blev udarbejdet på 9. og 10. semester i en projektgruppe bestående af tre studerende sammen med Ambu International A/S i Ballerup. Projektet omhandlede opstillingen af en metode til udvikling af forsyningskoncepter i industrielle virksomheder. Mit første møde med Lean tankegangen skete under mit uddannelsesforløb på universitetet og det var tydeligvis kærlighed ved første blik. Jeg blev straks imponeret og draget af mulighederne og potentialet i Lean tankegangen.

Ovenstående er kun et udsnit af de mange opgaver og ansvarsområder, jeg har beskæftiget mig med gennem min karriere. Vil du vide mere, har spørgsmål eller brug for en faglig snak om Lean, så kontakt mig via kontaktformularen eller ring 23 26 90 01.

Tommy Møller Hansen på LinkedIn